torsdag den 5. november 2015

Quick Fix ?

Quick Fix er der hvor du har et problem og vupti har du tryllet det væk og kan fortsætte videre uden at tænke mere over det.
Quick Fix er når du ikke behøver at gå dybere ind i hvorfor problemet er opstået eller hvordan du evt undgår at det kommer igen - et quick fix fjerner det her og nu. FEDT ...... SKØNT........ SUPER.......????

Der er så mange nemme udveje på rigtig mange ting. Har du ikke tid til at lave mad, køber du noget færdigt og knalder i mikro'en - ikke tænke over tilsætningsstoffer, fedtprocenter, skadelige stråler eller din personlige sundhed: "jeg var sulten, nu er jeg mæt". Har du svært ved at være glad, kan du spise nogle piller og så er du ikke helt så ked af det mere - men bliver du langtidsglad af at spise lykkepiller? Er du ensom skal du bare finde en kæreste - men det mest ensomme sted i verden kan være et parforhold......


Og når du så er blevet tyk, depressiv og ensom går du til en behandler for at få det der Quick Fix, der kan få det hele til at gå væk - og bliver ret skuffet når behandleren, psykologen eller terapeuten ikke fixer dig med det vuns.

Men det er altså fordi, den eneste der kan fixe dig, er dig selv. Og først når du er klar til at gå ind i dig selv og se på det lille barn der har gemt sig dybt inde, kan du begynde at tage imod hvad andre kommer med.  Livet kan være møg hårdt og en lang sej vej op af bakke i modvind, men det er der vi lærer og udvikler os. Hvis alt var lyst og lykke ville vi aldrig have behov for at blive stærkere, klogere og kærligere. Det er i mørket vi opdager lysets betydning. Det kan tage lang tid at finde den sprække i mørket, hvor lyset slipper ind og viser vejen ud.

Det er derfor der ikke er noget Quick Fix, der virker på lang sigt. Det er bare som når man tænder en tændstik i den sorte nat og får lys et par sekunder, hvorefter der er endnu mørkere bagefter. Det er derfor jeg ikke presser på når mine klienter kommer med sår så dybt ned i sjælen, at de ikke selv ved hvor de stopper og starter. Min opgave er blot at vise vejen og holde lyset, så du kan se det. Vi tager al den tid der er nødvendig, så det ikke gør for ondt, så du forstår hvad der sker og så du mærker dit indre barn blive trygt og glad igen. For når du bliver glad helt inderst inde, er der ikke længere plads til følelsen af ensomhed, tristhed og angst.

Og så bliver vi alle glade - langt ind i vores hjerter.
(og det varer længere end et Quick Fix)