onsdag den 18. marts 2015

Det behøver ikke være så svært

En ung mand kom til mig for at få hjælp. Han havde så langt tilbage han kunne huske, haft dødsangst  - var faldet i søvn som lille med angsten for ikke at vågne op igen, siddende i brystet. Han var bange for at miste, bange for at blive svigtet og bange for fraværet af eksistens. Han havde det ikke nemt.....

Da jeg spurgte ind til dødsangsten opdagede jeg, at det var ikke angsten for selve dødsøjeblikket - altså " nu kan jeg ikke trække vejret". Nej, han var bange for at opdage, at der ikke var noget bagefter. Det store Ingenting - det totale fravær......

Der blev jeg helt lettet - for der er jo så meget bagefter: Det store Alting!

Gennem mange terapier og personlige oplevelser har jeg fået adskillige bekræftelser på, at det liv vi lever her, blot er en lille brik i den store helhed. Det liv hvor vi synes at lægge alle vores kræfter, for ikke at gå glip af noget, er ikke vores eneste chance for at yde vores bedste. Det er blot en af mange muligheder for at lære, opleve, elske, hade, begå fejl og give visdommen videre.

Hvis vi hver dag anstrenger os til det yderste, hele tiden stræber efter perfektionen, bebrejder os selv hver gang det er svært eller når noget ikke lykkes - så glemmer vi at leve. Der er ingen der er lykkelige hele tiden, hver dag, døgnet rundt! Det er netop en af de ting vi er hernede for at lære - livet er også de små og store skuffelser, det hårde slid og den store glæde. Det behøver ikke være så svært - der er ingen facitliste til det perfekte liv og lykken ligger i de små detaljer.

Eller det vil sige  - det er der faktisk.....for det perfekte liv, er det liv hvor du lærer at lytte efter hvad din sjæl siger til dig og dermed foretager de valg, der er rigtige for din sjæl. For det er dét, det hele går ud på - livet altså..... at vælge sig selv og sin egen stemme.

Det behøver ikke være så svært - du skal bare være....

Og når vi begynder bare at være, mærker vi en anden tilstedeværelse og en anden form for lykke. Og jeg tror på, at det også er der vi begynder at mærke, at der er så meget mere end os selv. At Universet er uendeligt, kærligheden mangfoldig og helheden ligger lige om hjørnet.

Og så behøver vi ikke mere være bange for fraværet af eksistens - for vi mærker dybt inde i vores sjæl, at vi altid vil eksistere i en eller anden form.

Hva' så med den der klient og dødsangsten, tænker du måske? Jeg hjalp ham hen til et smukt sted i livet mellem livene, hvor han havde en dyb samtale med sine guider og en højere tilstedeværelse af kærlighed. Og der fik han at vide, at det behøver ikke altid være så voldsomt og svært og han behøver ikke være bange - for kærligheden er der altid.