torsdag den 14. august 2014

betragtninger over en kaffemaskine

Som terapeut har jeg været igennem maaaange timers selv-terapi, udviklingskurser, lærebøger og klient-oplevelser. Det betyder jo ikke at jeg ved alt - kun at jeg er en lille smule klogere end de fleste af mine klienter i kraft af, at jeg har gået vejen før dem. Nogen gange har jeg også brug for lige at blive mindet om, hvorfor det er jeg gør hvad jeg gør.

Derfor kan jeg nu godt grine en gang i mellem over hvor "den nye lærdom" kan komme fra. Her er en historie fra terapeutens liv:

Det er primært min kæreste der bruger vores kaffemaskine, jeg er mere til expresso. Da jeg aldrig tidligere har ejet en kaffemaskine, er der ting jeg ikke rigtig tænker over.....som for eksempel at den skal afkalkes.......

Gennem et stykke tid har vi været irriterede på kaffemaskinen, der kommer ikke den mængde kaffe ud vi forventer og til sidst, lørdag aften med gæster til aftenkaffe, kommer der slet ikke noget ud andet end damp! Min kæreste bliver småhidsig: "den er kun 1 år gammel, sådan noget lort" og mere i samme smøre. Gæsterne går direkte til cognac'en i stedet.

Næste morgen er kaffen ret påkrævet(pga cognac'en) og vi bliver enige om at der vist er noget med at man skal afkalke sådan en ting, har vi gjort det i løbet af året - nej..... Maskinen bliver afkalket, kaffen løber igennem og der er atter fryd og glæde i det lille hjem. Faktisk smagte kaffen endnu bedre end i lang tid.

Og hvad har det så med terapi og personlig udvikling at gøre????

De fleste husker at sende bilen til service, og afkalke kaffemaskinen - for så holder de længere og fungerer bedre. Hvor mange husker at afkalke sit eget system, så der er fri passage og ikke nogen blokeringer?

Hver dag er vi udsat for oplevelser der slider på vores mentale og fysiske system. Hver gang vi bliver irriterede, bider noget i os, føler os uretfærdigt behandlet eller bliver kede af det, ophober der sig tung energi i vores krop og sind. Det vil stille og roligt blokere for den frie passage og fylde mere og mere. Det kan give udslag som dårligt humør, manglende livsglæde, kort lunte og fysiske smerter. Til sidst knækker filmen for os og det kræver hårdt arbejde at komme tilbage igen.

Moralen er: husk at afkalke maskinen ellers bryder den sammen på et tidspunkt.

Tror jeg vil ændre min stillingsbeskrivelse til "Afkalkningsterapeut".....