Der var en engang en troldmand - der var blevet belært af nogle af troldmændene fra de ældste tider - og han havde derigennem fået adgang til at vide mange forunderlige ting.
Troldmanden havde en passion - det var nemlig hans største ønske at give al den viden og visdom han havde erhvervet sig videre til mennesker - så de kunne nyde godt deraf.
Troldmanden var imidlertid underlagt 2 klausuler. Han måtte kun kundgøre sin viden til de, der frivilligt bragte sig inden for hans rækkevidde - og kun fortælle til en vis grænse - afhængig af sammenhængen. Alt hvad der lå udenfor disse klausuler måtte kun åbenbares, hvis menneskene stillede de rigtige spørgsmål….
Således gik der mange hundreder af år og Troldmanden overholdt klausulen og brød ikke grænserne, sådan som de gamle viise mænd havde bestemt det. Imens voksede menneskeheden, verden gik over sine grænser og mørket fik mere og mere magt. Til sidst havde de fleste helt glemt at man kunne spørge Troldmanden - faktisk havde de fleste glemt at han eksisterede.....
Nogle bedsteforældre fortalte stadig historier til deres børnebørn, om dengang der var en troldmand, der havde svar på alle tænkelige spørgsmål i Universet - og børnene digtede videre, men vidste jo godt at man ikke måtte spørge og ikke måtte sige højt, at man faktisk havde spørgsmål - for tænk hvis nogen opdagede, at det var de forkerte spørgsmål?
En dag var der gået så lang tid i Universet, at man var nået frem til den spåede og længe glemte overgangsfase: tidsalderen "Taripay Pacha" - Tiden hvor vi møder os selv igen, tiden hvor vi husker den gamle visdom og genskaber den kosmiske balance.
Tiden var nu inde til at træde ud af frygten, mørket og det destruktive. Til at genskabe respekten for alt levende omkring os, til at leve i balance, harmoni og gensidighed og til igen at tage imod den viden alle ledte efter.
Og Troldmanden så det stærke feminine stå frem og drive mørket, overtroen og frygten fra den gamle tidsalder væk. Han så hvordan menneskene løftede deres ansigter mod lyset og tog imod gaverne de havde glemt deres ret til. Og de opdagede glæden ved at stille alle de spørgsmål de måtte have, uden at skulle tænke på om det var de "rigtige" spørgsmål - visdommen, kærligheden og lyset var atter tilgængeligt og synligt for alle - lige til at samle op og bringe videre.
Og de der havde bevaret adgangen til lyset og den gamle visdom, stillede sig frem så alle kunne se dem og sagde: "Her er jeg! "
"Spørg mig hvordan du kan hjælpe dig selv til et liv med mere glæde"
