søndag den 5. oktober 2014

Hvad ønsker du dig?

Forleden dag var der en kvinde der kontaktede mig for at få hjælp. "Det går bare ikke mere, noget må gøres", skrev hun. Da hun et par dage senere sad i mit behandlerrum, var hun nervøs, trist og stille. Hun var ked af hendes arbejde, var træt af at være den ansvarlige i hjemmet  og følte sig ensom. Hun havde overhørt en samtale om en person, der havde været hos mig i et behandlingsforløb, der havde været helt fantastisk - det ville hun også have!

Når jeg spurgte hende hvad der specifikt havde tiltrukket hende til at kontakte mig, var svaret at hun ville også have det godt!! Javel så - det kunne jeg da godt forstå.....Men hvad specifikt kunne hun tænke sig, at jeg hjalp hende med? Det var straks lidt sværere at indkredse. Det virkede i bund og grund som om hun ikke var klar over hvad hun ønskede sig der skulle ske, men det hele var bare forkert.

Jeg tror at vi alle har kendt den følelse på et tidspunkt i vores liv: "Alt er bare forkert"
Husker tydeligt de år hvor jeg i al hemmelighed håbede på at der kom en ridder på en hvid hest og tog mig bort fra det ulykkelige rod, mit liv var på det tidspunkt. Hvis der nu kom en og reddede mig fra mit liv, ville alt blive godt.......


Der er bare liiige den lille detalje at alt IKKE bliver godt, hvis der kommer en og redder dig. Der er desværre ikke noget der bliver godt, før end du har lært at redde dig selv. Den eneste måde vi kan få et bedre liv og undgå at lande i det samme igen, er ved at tage ansvar for vores egen rolle. Hvad er det egentlig vi gerne vil ha?


Når vi står i en livssituation der er uhensigtsmæssig, må vi påtage os ansvaret for vores eget liv og flytte os. Man behøver ikke at flytte sig fysisk, ofte er det vores mentale standpunkt der udgør hele problemet. Imidlertid er det vigtigt at forstå, at man ikke kan ændre på andre mennesker eller de ting der sker, man kan kun ændre sin egen holdning til og reaktion på livet omkring os.

Hvis dit liv bare ikke fungerer, du er trist, vred, ensom, ulykkelig, så prøv at stoppe op i din smerte et øjeblik - træk vejret dybt helt ned i maven......gør det igen - og spørg så dig selv, hvad du egentlig ønsker, der skal ske nu. Vær helt i ro, så du kan høre svaret, der kommer inde fra dit inderste - du skal ikke høre efter tankerne i dit hoved! Det er ordene fra din sjæl, der gælder. Det er dem der fortæller dig hvad du egentlig ønsker - hvis du altså tør!

Det svar du får, er ikke altid det du havde forestillet dig - men det er som oftest sandheden.
Det kan være det kræver at du går fra din partner eller siger dit job op eller får det barn alligevel eller.....men du kan være sikker på, at hvis du følger din indre stemme og beder Universet om hjælp til at opfylde dit ønske, så får du al den hjælp du har brug for. Garanteret!!!

Det handler om tillid - tillid til at alt godt vil ske, når du gør det du i virkeligheden ønsker dig - det din sjæl hvisker til dig.

Der er ingen andre der kan fortælle dig, hvad der er det rigtige for dig. Du er den eneste der kender vejen, men nogen gange farer vi vild undervejs - allesammen..... Så har vi brug for hjælp til at komme i balance igen, så vi kan finde tilbage på rette vej mod at leve et liv i overensstemmelse med vores inderste. Det er heller ikke altid lige nemt - at blive lykkelig. Og det tager tid ...... 1 besøg hos en terapeut kan starte en proces, men ikke fuldføre en holdningsændring.

Jeg tror desværre ikke min klient fik det hun kom efter -  hun vidste ikke hvad hun ville have fra mig og jeg var ikke god nok til at få det indkredset. Til gengæld håber jeg, at jeg fik sået et lille frø i hendes sjæl, der vil få hende til at tænke over hvad der egentlig skal til for at gøre hende lykkelig. .....og så en dag kan hun mærke hvad der er det rigtige for hende og arbejde målrettet mod det.

tirsdag den 16. september 2014

Be the change you want to see in the World!


Vi kunne alle tænke os at leve i en kærligere, renere og mindre stressfyldt verden.

Obama og Gandhi havde ret når de sagde  ” be the change you want to see in the World, YOU are the one you have been waiting for.” Du kunne jo starte med at ændre noget i din egen hverdag, mens du går og venter på at resten af verden ændrer sig……

Her er 10 forslag til små ændringer, der er nemme at indføre i din hverdag og som helt sikkert vil ændre din dag – og andres

1.
Hvis nogen er dygtige til det de gør, så sig det! Og sig det også til deres chef….

2. 
Få øjenkontakt og smil til netto-damen, parkeringsvagten, buschaufføren eller hende der laver din     kaffe nede på caféen

3. 
Ser du noget affald ligge på gaden, så smid det i skraldespanden. (det virkelig ulækre må du godt lade ligge)

4. 
Bare en gang imellem, så lad ham med kun 1 vare, komme foran dig i køen

5
Hvis en person du møder ser godt ud, så sig   det –  også selvom det ikke helt passer…..
Vi kan alle have en dårlig hårdag og brug for   opmuntring

6
Ser du nogen stå på gaden og kigge forvirret efter gadenavne, så tilbyd dem hjælp til at finde vej

7.
Vær venlig og høflig over for ældre mennesker.
Alle har brug for venlighed og tålmodighed en gang i mellem

8
Møder du et menneske der græder, så lad vær at ignorere det: spørg om de har brug for hjælp!

9. 
Sluk din telefon, eller skru ned og lad den ligge i tasken, når du er sammen med en god ven.
Vis respekt for jeres tid sammen ved 100% nærvær. Facebook eksisterer stadig om 2 timer…..

10.
Husk at alle mennesker gør det bedste de kan i det givne øjeblik.
Hvis de vidste bedre ville de handle anderledes. Det er så nemt at blive sur, utålmodig og hidsig         over den langsomme bilist eller ham der trykker på de forkerte knapper i elevatoren. Men måske       er bilisten lige blevet fyret eller svigtet af sin kæreste og kan nu ikke se ud af ruden for tårer og           ham i elevatoren har tabt sine briller da han steg ud af sengen og kom til at træde på dem.....

Hvis vi alle blev bedre til at smile, være venlige, tålmodige og forstående i stedet for at være sure, irriterede, vrede, skælde ud og blive hysteriske, ville verden se anderledes ud
Hvilke små ting kan du ændre i din hverdag, der vil gøre din verden til et mere positivt sted?
                                                                           

             
                            
                                                                                               (med inspiration fre MINDBODYGREEN)

torsdag den 14. august 2014

betragtninger over en kaffemaskine

Som terapeut har jeg været igennem maaaange timers selv-terapi, udviklingskurser, lærebøger og klient-oplevelser. Det betyder jo ikke at jeg ved alt - kun at jeg er en lille smule klogere end de fleste af mine klienter i kraft af, at jeg har gået vejen før dem. Nogen gange har jeg også brug for lige at blive mindet om, hvorfor det er jeg gør hvad jeg gør.

Derfor kan jeg nu godt grine en gang i mellem over hvor "den nye lærdom" kan komme fra. Her er en historie fra terapeutens liv:

Det er primært min kæreste der bruger vores kaffemaskine, jeg er mere til expresso. Da jeg aldrig tidligere har ejet en kaffemaskine, er der ting jeg ikke rigtig tænker over.....som for eksempel at den skal afkalkes.......

Gennem et stykke tid har vi været irriterede på kaffemaskinen, der kommer ikke den mængde kaffe ud vi forventer og til sidst, lørdag aften med gæster til aftenkaffe, kommer der slet ikke noget ud andet end damp! Min kæreste bliver småhidsig: "den er kun 1 år gammel, sådan noget lort" og mere i samme smøre. Gæsterne går direkte til cognac'en i stedet.

Næste morgen er kaffen ret påkrævet(pga cognac'en) og vi bliver enige om at der vist er noget med at man skal afkalke sådan en ting, har vi gjort det i løbet af året - nej..... Maskinen bliver afkalket, kaffen løber igennem og der er atter fryd og glæde i det lille hjem. Faktisk smagte kaffen endnu bedre end i lang tid.

Og hvad har det så med terapi og personlig udvikling at gøre????

De fleste husker at sende bilen til service, og afkalke kaffemaskinen - for så holder de længere og fungerer bedre. Hvor mange husker at afkalke sit eget system, så der er fri passage og ikke nogen blokeringer?

Hver dag er vi udsat for oplevelser der slider på vores mentale og fysiske system. Hver gang vi bliver irriterede, bider noget i os, føler os uretfærdigt behandlet eller bliver kede af det, ophober der sig tung energi i vores krop og sind. Det vil stille og roligt blokere for den frie passage og fylde mere og mere. Det kan give udslag som dårligt humør, manglende livsglæde, kort lunte og fysiske smerter. Til sidst knækker filmen for os og det kræver hårdt arbejde at komme tilbage igen.

Moralen er: husk at afkalke maskinen ellers bryder den sammen på et tidspunkt.

Tror jeg vil ændre min stillingsbeskrivelse til "Afkalkningsterapeut".....

torsdag den 24. juli 2014

Det er min skyld!

Har du tit fornemmelsen af, at det er din skyld?
Undskylder du ofte automatisk uden at tænke nærmere over det?
Føler du, at hvis du bare lige ændrede dig på det område, så ville alt blive godt?

Er det din skyld at din partner skælder ud, dine forældre blev skilt og at kopimaskinen er gået i stykker? Hvis du bare lige holder ud i dit ægteskab lidt længere, så bliver i lykkelige igen, for det er jo din skyld  - du er jo bare alt for krævende, utaknemmelig og forkert.
Hvis du bare lige er helt stille og altid gør hvad der bliver sagt og altid har alting under kontrol, så vil din far nok ikke drikke mere og dine forældre vil ikke blive skilt og din partner vil elske dig igen og dine børn vil få et godt liv......

Tja - måske......

Det der er helt sikkert er, at DU vil få et ret dårligt liv. For ved at påtage dig skylden for alt der går galt omkring dig, fralægger du ansvaret for dit eget liv. Ved kun at tænke på hvad de andre vil have, glemmer du at mærke efter hvad der egentlig skal til, for at DU bliver glad.

Du skal ikke påtage dig ansvaret for andres livsvalg.

Du skal påtage dig ansvaret for dine egne livsvalg!


fredag den 23. maj 2014

Rejseguide til Sjælens Helhed

Da jeg for år siden tilbragte 3 måneder på Spies Guideskole på Mallorca, var det med den dybe overbevisning, at meningen med mit liv var at blive rejseguide. Om sommeren skulle jeg være den intellektuelle guide i Europas storbyer med en dyb indsigt i kultur og historie. Vinteren skulle tilbringes som skiguide, der nød sneen om dagen og dansede på bordene om aftenen. Det blev af forskellige årsager bare aldrig rigtig til noget. Jeg stødte ind i nogle etiske udfordringer, der forhindrede mit ungdommelige ego i at tage imod hvad der blev mig tilbudt, og brugte siden lang tid på at udtænke hvad jeg så skulle bruge mit liv på....... og det blev til mange pudsige udgaver, alle nu afprøvet og forladt igen med et hak i marginen på min ønskeliste. Jeg fandt bare aldrig det helt rigtige.

Efter at have brugt lang tid på at tage uddannelser og passe krævende jobs, nåede jeg ad omveje frem til regressionsterapien, der i den udgave jeg er trænet i, hedder Følelsesforløsende Healingsterapi. Min personlige udviklingsrejse gennem denne uddannelse, var grænseoverskridende, spændende, skræmmende og fuld af kærlighed. Da jeg kørte hjem fra den første kursusweekend, sad jeg i bilen og tænkte "fuck - fuck - fuck - hvad er det lige jeg har kastet mig ud i her????!!!? Da jeg kørte hjem efter den afsluttende kursusweekend tænkte jeg på hvor meget mere ro jeg havde fået, hvor meget jeg følte mig i kontrol over mine valg i livet og hvor stor respekt og indsigt jeg havde fået i at forstå andre menneskers valg og liv. Jeg havde i løbet af uddannelsen fundet vejen hjem til min sjæl og genopdaget mine kompetencer og positive egenskaber.

I dag, 23. maj 2014, indser jeg pludselig at jeg faktisk er blevet rejseguide. Ikke til Paris og Sacre Coeur eller Østrig og Sankt Anton, men til sjælen hos de mennesker der opsøger mig i håbet om at få det bedre. Jeg er guide på den sværeste rejse af dem alle: rejsen tilbage til vores oprindelige jeg. Da jeg i slut-firserne var tolk for Northwest Airlines skulle jeg oversætte fra engelsk til dansk, hvad passagerne skulle gøre når noget gik galt. Når jeg nu i 2014 udfører en regressionsterapi på en klient, er min opgave at formidle vejen hen til de billeder, følelser og ord der indeholder svaret på problemet og dermed giver klienten en ny måde at løse udfordringerne på når de kommer.



Når en person har påtaget sig ansvaret for sin egen lykke og har valgt at komme til mig for en healende behandling eller en regressionsterapi, er det med kærlighed og respekt jeg møder det menneske. Jeg føler en stor ydmyghed overfor den evne jeg har fået til at anvise vejen ud af livskrisen og en glæde over at kunne hjælpe med at skabe helhed. Uden helhed kan livet forekomme fragmenteret, fuldt af spørgsmål og utrygt. Med helhed er der kærlighed, tillid  og viden.

Det er ikke altid vi kan læse det kort vi er udstyret med fra fødslen og, som i biler, har vores indre gps det med at få udfald når vi skal finde den hurtigste vej videre frem.  Det er ikke så meget det, at vi skal lære at ignorere den hektiske stemme der befaler os at "make a u-turn". Det er mere det med at lære at stole på vores intuition igen. Jeg har opdaget, at jeg er god til at lære mennesker at lytte til sig selv igen. Jeg har læst manualen til hvordan man finder tilbage til hovedvejen, uden for mange svinkeærinder undervejs. Skal jeg fortælle dig hvordan du finder din manual?

Det er ikke en nem rejse: at finde ind til sig selv igen. Det kan være et langt sejt træk og der er ting der besværliggører rejsen, dem skal man lære at undvige. På Mallorca skulle vi lære turisterne ikke at drikke vandet. Hvis du drikker vandet bliver du syg ...... Hvis du bliver ved med at foretage valg der gør dig ked af det, bliver du også syg.

Jeg har gennem min egen rejse lært et nyt sprog og en anden måde at rejse på - og det er en ret fantastisk rejse jeg kan guide nu. Hvis du vil høre om de rejser jeg hjælper mine klienter med så kig på regressionsterapi.blogspot.dk