torsdag den 19. maj 2016

I hendes skygge

I hendes skygge gemte sig et helt liv. Smerte, glæde, kærlighed, sorg. At der overhovedet var en skygge, muliggjorde netop at lyset blev tydeligt.

Lyset afslørede nådesløst alle detaljer der gemte sig i hendes kjoles folder. Hvert lille fnug og smuds blev ubamhjertigt afsløret og bragt frem af lyset. Kun på bagsiden - i hendes skygge - kunne hemmelighederne fortsat gemme sig. Her var der plads til alle. De små lodne væsener, knirkede og hviskede, mens de sneg sig rundt i folderne på bagsiden af hendes kjole: "var der nogen der så dig?", "var der nogen der bemærkede dig?", "blev du afsløret?"

Frygten for at blive set var stor. At blive set, satte alt på spil. Det var farligt at blive set og skyggen var en velsignelse. Men måske ville de slet ikke have været så skumle, hvis lyset ikke havde været så skarpt?

De skarpe stråler skar sig igennem alt på deres jagt efter skyggens beboere. Ubamhjertig og afslørende. Ville de gnomagtige beboere overhovedet eksistere uden lyset? Hvis vi ikke kendte til skyggen, ville vi så se lyset? Kan det ene eksistere uden det andet?

I hendes skygge gemte sig et helt liv og 1001 eventyr. Sanselige dufte, vrede ord, bløde følelser, hårde beslutninger. Som en Arabisk Nat - mørk, duftende, tillokkende og farlig. For man ved aldrig hvad mørket gemmer. Mørket er det feminine og netop derfor farligt og intrigerende. Hvad gemmer der sig dybt i de mørke folder? Tør vi se vores skyggesider? Tør vi bevæge os derind og kræve vores ret og visdom? Den visdom vi så længe har skjult og undertrykt - forbudt og forhadt.

Nu er tiden kommet, hvor det er tilladt at bevæge sig ind i mørket og finde lyset. Hvor det forbudte skal genopdages, det forhadte elskes og det skjulte bringes frem. Dette er hendes tid, vores tid, din tid. Tiden til at træde ud af hendes skygge og eje mørkets værdier.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar